Intertekstuelle problemer og arketypiske mønstre i B.S. Ingemanns forfattersk

Portræt af den danske digter og forfatter B.S. Ingemann (1789-1862) m.h.p. hans centrale placering i europæisk romantik og dansk guldalder.

Lektørudtalelse
Forfatter:
Torben Wendelboe I H.C. Andersen og B.S. Ingemann – Et livsvarigt venskab, 1992, placerede Niels Kofoed så at sige Ingemann lidt indirekte på en central plads som H.C. Andersens indflydelsesrige rådgiver. Her tager han skridtet fuldt ud og placerer Ingemann som en miskendt, ægte romantiker, den eneste danske ved siden af Schack Staffeldt. Kofoed vil (gen)indsætte Ingemann på den plads, han mener tilkommer ham.
Hans analyser omfatter en række af Ingemanns ungdomsværker, således De sorte riddere, som affejes af litteraturhistorien, mens Kofoed kalder heltedigtet det “geniale ungdomsværk”. Også Ingemanns noget nedvurderede dramatik, som han ellers fik en vis folkeyndest på, underkastes fornyet analyse; her fremhæves bl.a. Mithridat, som litteraturhistorien også er hård ved. En fornyet analyse af det store historiske forfatterskab med bl.a. Valdemar Seier understreger karakteren af Ingemanns store, imponerende projekt.
Bogen henvender sig primært via sit sigte til faglitterater og opfordrer til fornyet diskussion af Ingemanns placering i Guldalderlitteraturen Men den kan læses af alle interesserede og er på den vis et interessant bidrag til den yderst sparsomme Ingemann-litteratur